Faktaark

Aftræk og ventilation – sporadisk udsættelse og lav intensitet

Siden blev senest opdateret den 17. marts 2026

Denne side er senest ændret d. 12. marts 2026

Cementbundne aftræks-, ventilations- og varmerør, affaldsskakte samt sjældnere faldstammer. Dansk Eternit Fabrik.

Anvendelse
  • Aftrækskanaler fra køkkener, badeværelser, toiletter, vaskerum, opholdsrum, kontorer, industribygninger og stalde. Ventilation.
  • I sjældnere tilfælde som faldstammer.
  • Affaldsskakte i fleretages beboelsesejendomme.
Omfang Stort.
Periode Fra ca. 1935 til 1986 (affaldsskakte til 1980).
Beskrivelse
  • Grå, kan være malet.
  • Hård, fast overflade.
  • Består af ca. 90% cement og 10% asbest.
Bemærkninger  
Generelt om asbest

Demontering/udskiftning af enkelte dele af aftræks- og ventilationskanaler samt af affaldsskakte af asbestcement – sådan gør du!

Gælder opgaver, hvor det samtidig er opfyldt, at:

  • komponenter kan fjernes i ”hel” tilstand, uden at de knækker eller knuses.
  • der er tale om kortvarigt arbejde af mindre karakter, fx nedrivning af enkelte dele af aftræks- og ventilationskanaler eller af affaldsskakte.

Inden arbejdet begynder, skal følgende være i orden:

Der skal være adgang til håndvask og bruser med varmt og koldt vand, der skal benyttes. Arbejdstøj og daglig tøj skal opbevares adskilt. 

Følgende sikkerhedsforhold skal overholdes:

Anvend egnet filtrerende åndedrætsværn med eller uden turboenhed og P3-filter. Der skal være støvafvisende arbejdstøj til rådighed Arbejdsområder, hvor der udføres asbestarbejde, skal afgrænses.

Alt asbestaffald skal indpakkes i svær plastik (mindst 0,095 mm tyk), som lukkes. Emballagen skal mærkes med oplysninger om, at den indeholder asbest.

De ansatte skal gennemgå passende dekontaminering før pauser, og før arbejdsstedet forlades.

Som afslutning på arbejdet:

  • Asbestholdige materialer må ikke genbruges eller genanvendes.
  • Slutrengøring inkl. udluftning og frigivelse af arbejdsområdet. Husk rengøring af opgangsfelt (stige og gulv under loftrum).
  • Det emballerede asbestaffald afleveres til en godkendt plads. Hør kommunen om særlige krav til emballering og affaldsmodtagelse.