Denne side er senest ændret d. 23. maj 2025.

Helbredsundersøgelse

Siden blev senest opdateret den 17. marts 2026

Hvis en ansat har arbejdet med asbest og får vedvarende symptomer, bør den praktiserende læge kontaktes. Symptomerne kan være:

  • Vedvarende hoste.
  • Åndenød.
  • Blodigt opspyt.
  • Smerter i brystet.

Den praktiserende læge tager stilling til den videre undersøgelse og behandling samt evt. henvisning til arbejdsmedicinsk klinik.

Det er i dag ikke muligt at konstatere, om man er blevet syg, før man har udviklet symptomer.

Alligevel skal ansatte efter reglerne have adgang til en helbredsundersøgelse, når de udfører asbestarbejde, herunder rengøring for asbeststøv. De ansatte har adgang til en helbredsundersøgelse, inden de begynder asbestarbejdet og mindst én gang hvert tredje år, så længe de udfører asbestarbejde. Undersøgelserne er et tilbud til de ansatte, og det er frivilligt, om de vil gennemgå dem.

Undersøgelserne kan bruges til at sikre, at den ansatte har et tilstrækkeligt godt helbred til at arbejde under de anstrengende forhold med beskyttelsesdragt, åndedrætsværn m.m., som arbejde med asbest udføres under. Undersøgelserne kan ikke bruges til at udelukke en mulig helbredspåvirkning af tidligere asbestarbejde.

Arbejdsgiveren skal efter reglerne betale for eventuelle omkostninger ved undersøgelserne, som normalt foregår i arbejdstiden. Undersøgelserne foretages af arbejdsmedicinske klinikker eller afdelinger, herunder arbejdsmedicinske ambulatorier, eller af andre lignende sagkyndige.

Arbejdsgiver skal ved anmeldelse af et asbestarbejde til Arbejdstilsynet oplyse datoen for, hvornår de personer, der forventes at skulle udføre arbejdet, senest har fået foretaget en helbredsundersøgelse (hvis foretaget).

Lægen sender efter undersøgelsen en erklæring til Arbejdstilsynet og en orientering til den ansatte. De lægelige oplysninger er ikke tilgængelige for arbejdsgiveren.