Faktaark
Større opgaver uden indgreb i asbestholdige materialer
Denne side er senest ændret d. 23. maj 2025.
Større arbejdsopgaver hvor det vurderes, at der er asbestforurening, fx
- arbejde på et loftrum, hvor der det vurderes, at overflader som isolering m.v. er forurenet som følge af tidens støv fra eksisterende eller tidligere asbesttag. Det kan være etablering af tekniske installationer, trække nye kabler og rør samt efterisolering eller forhøjelse af gangbro.
- arbejde i et kælderrum, hvor der er forurenet som følge af brud på asbestholdig rørisolering. Udskiftning af fyr, etablering af tekniske installationer eller at trække nye kabler m.v.
Arbejdet vil typisk være af længere varighed.
Generelt om asbest |
---|
Arbejde med risiko for udsættelse for asbeststøv – hvor der ikke udføres asbestarbejde – sådan gør du!
Inden arbejdet begynder, skal følgende være i orden:
- Planlægning af arbejdet med støvsvage metoder, værnemidler, affald og rengøring.
- Der skal være givet oplæring og instruktion i arbejdet på baggrund af den kemiske risikovurdering.
Følgende sikkerhedsforhold skal overholdes:
![]() |
![]() |
---|---|
Anvend egnet filtrerende åndedrætsværn med eller uden turboenhed og P3-filter. | Der skal anvendes støvafvisende arbejdstøj |
De anførte sikkerhedsforanstaltninger er vejledende. I hver enkelt arbejdssituation skal det vurderes, om de er tilstrækkelige til at beskytte mod udsættelse for asbeststøv ved den konkrete opgave.
Det kan være en fordel af afdække arbejdsområdet eller befugte med bindemiddel, så støvudvikling begrænses.
Vælg arbejdsmetoder, hvor ophold på loftrum begrænses så vidt muligt.
Hvis der fx etableres spots i lokalet under et loftrum, så skal det vurderes, om det er muligt at gennembryde loftet fra den underliggende etage. Der skal i så fald etableres processug i forbindelse med gennembrydningen, og hullet skal efterfølgende lukkes af, så der ikke kommer støv fra det efterfølgende arbejde på loftet ned i underetagen.
Dragt og maske, hvis der er tale om en engangsmaske, betragtes som asbestaffald. Alt asbestaffald skal indpakkes i svær plastik (mindst 0,095 mm tyk), som lukkes. Emballagen skal mærkes med oplysninger om, at den indeholder asbest.
Hvis den kemiske risikovurdering viser, at ovennævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige
Hvis den kemiske risikovurdering fx på grund af graden af eksponeringen og/eller varigheden viser, at ovennævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, kan det være nødvendigt fx at supplere med en eller flere af følgende typer af foranstaltninger, før det er sikkert at udføre arbejdet:
- Rengøring for asbeststøv.
- En sanering af loftsområdet, hvor asbestforurenet isoleringsmateriale fjernes. Desuden støvsuges der grundigt med en H-mærket støvsuger og afvaskes afhængig af materialernes art, og der skal foretages udluftning. Efterfølgende kan arbejdet udføres uden foranstaltninger i forhold til asbeststøv.
I skal være opmærksomme på, at rengøring for asbeststøv og fjernelse af asbestforurenet materiale er asbestarbejde, som skal udføres efter regler om asbestarbejde og skal anmeldes til arbejdstilsynet. Se mere under rengøring.
Som afslutning på arbejdet:
Husk rengøring af opgangsfelt (stige og gulv under loftrum). Rengøring skal ske ved en grundig støvsugning med en H-mærket støvsuger. Herefter evt. med vådrengøring.
Det emballerede asbestaffald afleveres til en godkendt plads. Hør kommunen om særlige krav til emballering og affaldsmodtagelse.